Sensommerdage på Svalbardsa


Tag alt hvad du som laksefluefisker kan forestille dig om fluefiskeri i det nordøstlige Island, tilsæt det et fantastisk landskab, stor og stabil lakseopgang, perfekte indkvarteringsforhold og til sidst, men ikke mindst, rigtigt gode pools eller zoner, der egner sig perfekt til fluefiskeri. Så har du Svalbardsa.

Læg hertil forholdsvis billige flyafgange fra både Billund og København igennem det meste af sæsonen der går fra. 1. Juli til 15 september. Så er der basis for en vellykket lakserejse til en uspoleret natur med store såvel som mindre atlanterhavslaks.

island_b

Svalbarðsá fiskes af kun 3 stænger, men har en lakseførende strækning på hele 17 km og 35 pools. Zonerne har enorm variation og stiller krav til fluefiskerens teknik.

Den nederste del er mellem lodgen og havet. Den er forholdsvis åben med mange fine sving og åbenbare standpladser. Tidligt på sæsonen fisker denne del af elven særdeles godt med overvægt på de første pools (Ósinn, Ósbreiða og mellemstykkerne).

Midterstykket strækker sig fra lodgen hele vejen op til den attraktive pool 17 (Forseti: President´s pool), hvor bilen må parkeres. Den bumlede naturvej går ikke længere! På denne strækning findes nogle af de berømte pools (Hornhylur, Svalbarðshylur og Neðri-Eyrarhylur). Her er flere lange stryg med mange standpladser, der er smalle zoner med dybde og der er pools, hvor nystegne laks konstant trykker ældre standfisk videre op i elven – og derved provokerer fangststatistikken yderligere i vejret.

Det øverste stykke er ubeskriveligt smukt! Det er også svært tilgængeligt og kræver en gåtur i terræn på en go´ time for at nå op i toppen til vandfaldet Stórifoss, der også holder på store laks. Andre eminente pools på denne strækning er Laxahylur, Neðstagil og Lítlifoss. Denne del af elven er rammet ind af høje skråninger og stejle sider, så fluefiskeren får sig en “canyon-experience” i en helt unik og storslået natur. Men det kræver en fysisk anstrengelse og det meste af en dag at kommet godt igennem de mange fine pools.

Min færøske ven (Wille) havde book´et Svalbarðsá i tre dage primo september hos Hreggnasi Angling Club. Stænger og hænder varmede vi op i den episke Hofsá, men det er en helt anden historie…!

Bookingen inkluderer en fremragende og veludstyret lodge (selfcatering). Der er fire dobbeltværelser med eget bad og toilet. Der er et dejligt køkken og en stor stue og opholdsrum med fantastisk udsigt over elven. Ved siden af er en mindre bygning til guider og tørrerum til jakke, vaders osv. Rundt om det hele er der en stor træterrasse med gasgrill og opholdsmøbler.

Efter indkvarteringen, udpakning af waders og gear blev tålmodigheden sat på prøve…vi var kommet tidligt og kunne først begynde fiskeriet en time senere. Stemningen og glæden ved at være på plads i en af Islands mest berømte elve var enorm. Omstændighederne gjorde, at vi var alene og havde både lodgen og hele elven for os selv.

Under normale omstændigheder vil jeg altid anbefale at booke en guide. Om ikke andet så bare den første dag, hvor man kan fiske nogle pools igennem først på dagen for at blive lidt klogere på strømfald. Standpladser og særlige kendetegn ved netop denne elv. Derefter kan man tage en tur med guiden og gennemgå flere pools uden nødvendigvis at fiske dem. Investeringen i guiden betaler sig altid. Altid! Og netop på Svaldbardsa, hvor førstegangs besøgende kan have lidt svært ved at spotte de gode pladser – Så tøv ikke!

island_
Gear og fluer

Svaldbardsa er udpræget til 1. håndsstænger på min. 9 fod  og klasse 7 -8. En klar fordel for de som ikke har den store rutine i 2.håndstænger – eller bare ønsker at fighte pænt store laks på til 6-8 kilo på lettere grej. Det tungere grej kan imidlertid sagtens anvendes – og kan naturligvis have sine fordele, når 10-12 kilos laksen vælger at tage finnere på nakken igennem et hurtigt stryg. Men er som oftes altså , ikke nødvendigt.

De moderne klassiske laksefluer både som rørfluer, dobbeltkrogede og enkeltkrogede fungerer rigtigt fint i både de dybere pools såvel som i de hurtigere stryg. En lokal specialitet på Svaldbardsa er ultra korte rejeimitationer med coneheads. De går dybere i poolsene og placerer sig fint i vandsøjlen i de hurtigere stryg. Men som altid – lyt til guiderne og de andres erfaringer og træf det valg du tror på. Det plejer som regel at virke.

Pools er spredt rundhåndet ud langs hele strækningen. Ifølge fangstrapporterne dagene op til vores besøg , havde der også været jackpot i langt de fleste pools. Dog skilte både pool 19 og 21 sig mærkbart ud. Både pool 19 og pool 21 holdt flere fisk end de øvrige – det gjorde udslaget for vores valg første dag.

 

wille_laks

Vi startede den første morgen på de føromtalte zoner – og knapt havde Toyota Landcruiseren fået os transporteret den godt ene kilometer længere opstrøms fra lodgen, før vi spottede dee første laks markere territoriet. Fiskefeberen steg et par grader – og zonen blev fiskeri igennem med et par grilse som resultat.

Sidst på dagen og et par zoner fisket yderligere igennem, var resultet 4-5 laks – ale mindre, men i særdeles fin stand og kondition. Årstiden taget i betragting betyder naturligvis også, at der er mange farvende og noget større laks i elven.

En forudsætning for at udnytte hele fiskestrækket som Hreggnasi Angling Club administrer, er en bil. Gerne en firhjulstrækker med en relativt høj frihøjde. Der skal forceres nogle dybe stier – typisk tæt på elven, hvor en mindre bil vil komme til kort. Har man ikke en firhjulstrækker lader det sig selvfølgelig også gøre. Så parkerer man blot en anelse længere væk end ved elvbredden. Det er den luksus firhjulstrækkeren giver.

svaldbardsa1

De følgende 2-3 dage blev mange af zonerne besøgt og forsøgt – flere med held. Andendagen kørte vi op til vejs ende ved pool 17 (Forseti) og hikede helt op til det store vandfald (Stórifoss), der markerer et naturligt stop for strækket. Gåturen åbenbarede en vedvarende række af lækre pools og lange stryg. Det er tydeligt, at fiskepresset ikke er stort heroppe, hvor en Landcruiser og dårligt gående ikke har en chance.

Vi landede rigtig fine laks under vores ophold ved Svalbarðsá – både blanke og farvede. Den største i Laxahylur – en let farvet hunlaks på 12 pund og i en særdeles god kondition.

Som vi startede med opvarmning i Hofsá, lige så sluttede min færøske ven, Wille, sin sæson i Island med at fange 2017 rekordfisken i Hofsá på 104 cm! Det gjorde han, mens jeg checkede ind på Københavnerflyet i Reykjavík. Ak ja. Den må jeg så leve med.. 

FAKTA

Booking af lodge og fiskerettigheder går igennem Hreggnasi Angling Club (http://hreggnasi.is). Det er to unge mænd, Haraldur (Halli) Eiriksson og Jón Thor Juliusson, der kører biksen og selv bruger megen tid på elven. Hreggnasi Angling Club har andre spændende fiskevande i deres stald, så de kan med sikkerhed dække alle dine behov. Blot er det meste udsolgt et helt år forud. De kan kontaktes på hhv halli@hreggnasi.is og Jon@hreggnasi.is.

Du kan flyve med Icelandair fra både København og BIllund til Reykjavik. Indenrigsfly tager dig resten af vejen (pris kr. 3.500,00 t/r). Der er flere alternativer med fly til Island, men det er også muligt at sejle fra Danmark via Færøerne med Smyrilline (www.smyrilline.dk).

Medbring 1. håndsstænger, solide åndbare waders, gode vadestøvler og ellers alt det udstyr du kan komme i tanke om.

Islands areal er på mere end 100.000 km2 og med kun 330.000 indbyggere er det europas mest befolkningstynde land. Husk at handle ind i en af de nærmeste bygder på vej til lodgen – der ligger ikke en 7Eleven rundt om hjørnet. I islandsk målestok er “rundt om hjørnet” et par timers kørsel.

Ved leje af bil, så brug ikke penge på komfort, men husk en go´ frihøjde – så er det lettere at komme rundt og helt tæt på elven.